Tirsdag kunne DBU - efter B.T.'s afsløring - præsentere et helt nyt setup inden for esport.

Det betød blandt andet, at der der fremover også være et landshold i konsolspillet FIFA, og torsdag er de to første spillere så blevet udtaget.

Som B.T. tidligere har beskrevet er det de to Brøndby-spillere Daniel 'Dingo' Kristensen og Frederik 'Fredberg' Fredberg, der skal repræsentere de danske farver ved den første turnering i starten af februar.

Og selvom det var dem, der vandt den første udgave af eSuperligaen, så er FIFA-kommentator og ekspert Simon Juul Mortensen ikke helt enig i DBU's valg.

»Det er måske lidt det nemme valg. De er begge utrolig dygtige FIFA-spillere, men Danmark er fyldt med gode spillere, og jeg havde nok håbet, at DBU havde grebet knoglen og givet mig et kald,« siger han til B.T. og uddyber:

»Kigger vi på den danske rangliste, kan vi også se, at der burde være nogle på landsholdet før de to Brøndby-drenge. De er ikke de bedste i Danmark, men det er tydeligt det 'åbenlyse' valg af DBU, der hæfter sig ved, at de har vundet eSuperligaen.«

Ser man på verdensranglisten, er det også nogle danske navne, der kommer frem før de to Brøndby-spillere.

Danmark er eksempelvis repræsenteret blandt de ti bedste i verden, hvor  August 'Agge' Rosenmeier og Fatih 'M10Ustin' ligger henholdsvis nummer syv og otte.

Brøndbys Frederik 'Fredberg' og Daniel 'Dingo' Kristensen skal repræsentere Danmark ved en turnering i Finland i starten af februar.
Brøndbys Frederik 'Fredberg' og Daniel 'Dingo' Kristensen skal repræsentere Danmark ved en turnering i Finland i starten af februar.
Vis mere

Og var det Simon Juul Mortensen, der stod for udtagelsen, var valget netop også faldet på de to.

»Uden at kende turneringsformatet havde jeg valgt ‘M10Ustun’ og ‘Agge’. Hvis formatet er det samme som i eSuperligaen, får du ikke en stærkere målmaskine end Üstun, og en mere erfaren spiller til at lukke kampe end Agge,« siger eksperten, der også peger på en anden mulighed.

»Vejle Boldklubs Mikkel 'LordHjorth' Bach må betegnes som den bedste dansker for tiden, og hvis formatet er anderledes, og det handler om vundne kampe, så ville jeg vælge ham sammen med 'Agge'.

Det nye FIFA-landshold er blevet inviteret til Finland den 2. februar for at deltage i en FIFA-turnering, hvor Danmark ud over finnerne også skal møde Norge og Sverige.