Fremover vil du også kunne se den rød-hvide landsholdstrøje i den virtuelle verden.

B.T. kan nemlig afsløre, at DBU er meget tæt på at kunne offentliggøre et helt setup, hvor forbundet går ind i e-sport. I den forbindelse laver de et landshold i konsolspillet FIFA.

Dermed melder Dansk Boldspil-Union sig for alvor på banen, efter den første udgave af eSuperligaen løb over skærmen i efteråret.

Her dystede en lang række af Danmarks største fodboldklubber i kampen om det danske mesterskab.

Men fremover vil Danmark også kunne prale af at have et dansk FIFA-landshold, der skal kæmpe mod de andre nationer i det populære fodboldspil.

B.T. kan ligeledes erfare, at det første landshold allerede er udtaget til en kommende turnering.

Her er valget faldet på vinderne af den første udgave af eSuperligaen, Brøndby IF, der har Daniel 'Dingo' Kristensen og Frederik 'Fredberg' Fredberg på holdkortet.

De vil samtidig også have deres normale træner, Daniel Barnewitz, ved deres side til turneringen, og han fuldender dermed et fuldt Brøndby lineup på det første danske FIFA-landshold nogensinde.

DBU ønskede ikke at kommentere sagen til B.T..

Men efter pågældende avis' afsløring, udtalte Keneeth Reeh, der er konstitueret administrerende direktør i DBU, følgende til Ritzau:

»Interessen for e-sport er kæmpe blandt børn og unge, og et spil som Fifa er for længst blevet en konkurrencesport. Derfor lancerer vi nu Danmarks første e-landshold, som skal forsvare Danmarks ære internationalt. Samtidig har vores lokalunioner planer om en masse aktiviteter, hvor e-sport kan bidrage til nye medlemmer og udvikling af vores fodboldklubber.«

Det nye e-landshold er blevet inviteret til Finland 2. februar for at deltage i en Fifa-turnering, hvor Danmark ud over finnerne også skal møde Norge og Sverige, melder Ritzau.