Astralis-stjernen Peter 'dupreeh' Rasmussen mistede tidligere på året sin far, der var ramt af kræft.

Nu har den danske Counter-Strike-spiller valgt at donere 10.000 kroner i forbindelse med Knæk Cancer. Det skriver han på sin Twitter:

'Jeg, om nogen, kender til konsekvenserne af denne lortesygdom. Dette er det mindste, jeg kan gøre. Vi står sammen om det her. Hvil i fred far,' skriver 26-årige 'dupreeh' til billedet af det overførte beløb.

Tilbage i starten af marts kunne en både stolt og meget rørt 'dupreeh' juble over at have vundet sin tredje Major-turnering, der er det største, man kan vinde inden for Counter-Strike.

På scenen efter triumfen fortalte han om tabet af sin far.

»Det er meget uvirkeligt. Min far døde lige inden, jeg tog herned, og hans sidste ønske var, at jeg tog af sted. Derfor vil jeg gerne dedikere denne sejr til min far,« sagde han blandt andet fra scenen i Spodek Arena i Katowice.

Senere har Peter Rasmussen i et brev til sin far fortalt åbent, ærlig om farens kræftforløb, og hvilken betydning han havde for den danske stjernes liv og karriere.

»Jeg ved, han ikke forventede, jeg ville blive professionel gamer, men jeg gjorde ham stadig stolt. De sidste gange, han så mig, var jeg på toppen af verden og lavede det, jeg elskede. Jeg ved, han forlod os med en tro på, alt ville blive okay. At alt vores hårde arbejde betalte sig. Så tillykke, far. Vi gjorde det. Jeg elsker dig. For evigt,« afsluttede han brevet på The Players' Tribune.

Peter 'dupreeh' Rasmussen er ikke den eneste fra Astralis, der har valgt at donere et beløb til Knæk Cancer.

Både spilleren Andreas 'Zyp9x' Højsleth og træner Danny 'zonic' Sørensen har ligeledes valgt at donere 10.000 kroner til kampen mod kræft.

'Gid jeg bare kunne clutche i kampen mod kræft - det her er det mindste, jeg kan gøre,' skriver 'Xyp9x' på Twitter.

Astralis er det eneste Counter-Strike-hold i historien, der har vundet hele fire Majors. De betragtes af mange, som det bedste hold nogensinde.