Der er meget på spil, når Astralis lørdag aften spiller semifinale ved Counter-Strike-turneringen ESL Pro League sæson 11.

Her skal de danske stjerner nok engang op imod mousesports, som de for to dage siden destruerede totalt.

I opgøret tabte de nemlig kun sølle fire runder over de to maps (red.), og derfor går Astralis-mandskabet da også ind til aftenens opgør som storfavoritter.

Alligevel så er holdets store stjerne Nicolai 'dev1ce' Reedtz klar over, at det bliver en anden kamp.

Astralis store stjerne Nicolai 'dev1ce' Reedtz.
Astralis store stjerne Nicolai 'dev1ce' Reedtz.
Vis mere

»Det bliver en helt anden kamp end den i torsdags. Vi overraskede dem med nogle nye ting, som de ikke var forberedt på, men nu ved de jo, hvad vi har arbejdet med, så det bliver på alle måder en helt anden kamp i dag,« siger han til B.T.

»Jeg forventer, vi får en utrolig seværdig kamp med to hold, der prøver nogle lidt nye ting. Vi har mange strenge at spille på, og mousesports er tvunget til at finde på noget nyt.«

Vinderen af opgøret mellem Astralis og mousesports, der har danske Finn 'karrigan' Andersen som holdkaptajn, skal møde svenske Fnatic i søndagens finale.

En finale, hvor vinderen kan gå derfra med en check på lidt over 500.000 danske kroner.

Foto: Blast Pro Series
Vis mere

Men selvom 'dev1ce' forventer en helt anden kamp, så vil alt andet end en sejr været skuffende for Astralis, der har vundet deres seneste tre kampe.

»Vi sulter helt vildt efter at vinde vores første turnering i år, og med den form vi har vist på det seneste, vil det være en vild skuffelse, hvis vi ikke når finalen,« siger han og tilføjer:

»Jeg har dog kæmpe respekt for begge de hold, der er tilbage, og vi ved, at vi kun slår dem, hvis vi rammer vores eget niveau. Jeg har selv været for svingende i turneringen, så der skal steppes op, hvis vi skal gøre det.«

Både mousesports og Astralis har dog tidligere i turneringen måtte se sig slået af de formstærke svenskere, så derfor ser det ud til at blive en hård opgave lige meget, hvem der trækker sig sejrrigt ud af lørdagens semifinale.

Du kan følge opgøret mellem Astralis og mousesports klokken 18.25 på TV 2 Zulu.