Det tyder på, at Astralis har gjort en rigtig god handel, da de hentede Patrick 'es3tag' Hansen på en fri transfer for fire måneder siden.

Han er netop blevet solgt til holdet Cloud9. Det skriver Astralis i en pressemeddelelse.

Handlen gør ham til en af de dyreste Counter-Strike spillere i historien, skriver det danske esportshold endvidere.

Astralis, Cloud9 og Patrick 'es3tag' Hansen er blevet enige om detaljerne, og det betyder, at den danske spiller har sin sidste turnering for Astralis i den kommende DreamHack Open Fall-turneringen, som åbner i dag og slutter 25. oktober.

»Ting er gået utroligt hurtigt. Det er ingen hemmelighed, at jeg er vanvittigt stolt af at repræsentere Astralis, jeg elsker virkelig fansene, og jeg har ikke et sekund troet, jeg skulle videre så hurtigt. Jeg har netop vundet min første store titel, og jeg nyder virkelig at arbejde med alle drengene på holdet og alle de andre, der knokler for os,« siger Patrick 'es3tag' Hansen og fortsætter.

»Jeg har samtidig udviklet mig meget over de seneste seks måneder, hvor jeg er vokset som spiller og personligt, og det skyldes i høj grad menneskene her.«

Hvor meget transferen lyder på, er ikke oplyst, og det er aftalt mellem parterne, at der ikke kommenteres yderligere på aftalens værdi.

Den 4. oktober vandt Astralis ESL Pro League. En turnering, hvor især Patrick 'Es3tag' Hansen brillerede med suverænt spil.