Yousee satser på samarbejde med streamingtjenester som HBO Nordic. Samtidigt sættes tv-priserne op.

Berlin. Streamingtjenester som Netflix, HBO Nordic og Viaplay har kostet tv-distributørerne dyrt. Danskerne har nemlig taget tjenesterne til sig og til gengæld droppet de dyre tv-pakker.

Det gælder også hos landets største distributør Yousee, der sender tv-signaler ud til 1,3 millioner danske husstande. Alene i årets første kvartal mistede man således 22.000 tv-kunder.

- Vores kunder skelner ikke mellem tv-kanaler og streaming-tjenester, men vælger den underholdning, de har lyst til, siger Jacob Mortensen, der er tv- og bredbåndsdirektør hos Yousee.

Hos Yousee betyder det, at man fremover i højere grad vil omfavne streamingtjenesterne og tage dem ind som en del af kanalpakkerne.

Tiltaget blev præsenteret på et pressemøde fredag i forbindelse med den store teknologimesse IFA, der afholdes i Berlin frem til onsdag i næste uge.

- I dag skal en tv-pakke selvfølgelig også indeholde streaming-tjenester. I første omgang kan vores kunder blandt andet vælge at få HBO Nordic, C-More eller Dansk Filmskat med i deres tv-pakke.

- Vi arbejder på, at endnu flere streaming-tjenester skal være en del af bland-selv-pakken, siger Jacob Mortensen, der på den måde indirekte går i konkurrence med det, der i årevis har været Yousees egen forretningsmodel.

Rent praktisk kan man i dag sammensætte sin egen pakke med 10 eller 20 tv-kanaler. Fremover bliver det muligt at vælge HBO Nordic i stedet for tv-kanaler. Tjenesten er så låst i en måned, hvorefter man kan fravælge den igen.

- Streamingtjenesterne er lidt dyrere end tv-kanalerne, så det kommer til at tælle for fire kanaler, hvis man for eksempel vælger HBO Nordic. Viasat film kommer til at koste fem tv-kanaler, fortæller Jacob Mortensen.

Det samme gælder et andet nyt tiltag fra tv-distributøren, der i årevis har skovlet penge ind på at sende tv-signaler ud via kabelnettet.

Med en ny app til Android-baserede tv-apparater, det vil sige tv fra for eksempel Philips og Sony, går man væk fra den rene kabelforretning.

- Det skal være nemmere at se tv på den måde, der passer vores kunder bedst. Uanset om det er på den store tv-skærm eller på digitale platforme. Derfor har vi udviklet en app, der giver alle med en tv-boks mulighed for at se tv via Android TV, forklarer Jacob Mortensen.

Det nye er blandt andet, at ens fjernsyn ikke behøver at være tilsluttet kabelnettet, men kan få streamet indholdet direkte fra boksen.

I forvejen har Yousee en række streamingtilbud. Det gælder for eksempel filmtjenesten Blockbuster. Det samme gælder konkurrenten Viasat, der står bag tjenesten Viaplay.

De nye tiltag betyder en række investeringer for Yousee. Det betyder også, man skruer priserne op. En fuldpakke stiger således med 20 kroner per måned, mens grund- og mellempakken stiger med 10 kroner per måned.

/ritzau/