Flere supermarkedskæder har stoppet samarbejdet med koncernen efter fund af kød fra 2010 uden sporbarhed.

Yderligere seks selskaber i Skare-koncernen har indgivet en konkursbegæring.

Det oplyser skifteretten i Esbjerg og skifteretten i Aarhus til Finans.

I alt er syv selskaber i kødkoncernen, der er ejet af Kurt Skare og Gitte Skare, nu under konkursbehandling.

Kødkoncernen er kommet i mediernes søgelys, efter Fødevarestyrelsen under et kontrolbesøg i december 2022 fandt 250 ton gammelt kød, heraf noget helt tilbage fra 2010. Kødet blev fundet hos slagterivirksomheden Skare Meat Packers.

Fødevarestyrelsen politianmeldte virksomheden for blandt andet manglende sporbarhed på kødet.

Onsdag aften kom det frem, at Skare Meat Packers havde indgivet en konkursbegæring. Det skyldtes blandt andet, at flere supermarkedskæder havde droppet samarbejdet.

»Vi har mistet en del kunder, og særligt Rema 1000 og Salling Group har været et stort slag for os, da det er nogle af vores største kunder,« sagde tillidsrepræsentanten i virksomheden, Gunner Herman Straarup, til TV Syd onsdag aften.

Ifølge Finans ser det umiddelbart ud til, at pålægsfabrikken Defco og Skare Food, der blandt andet producerer kødpålæg, overlever. Begge virksomheder er ejet af Kurt Skare og Gitte Skare.

/ritzau/