William Demants omsætning voksede med ni procent i lokal valuta i første halvår. Overskud på over en milliard.

København. William Demant Holding, der blandt andet producerer høreapparater og måleudstyr, har overgået forventningerne for første halvår af 2018.

Koncernen præsenterer onsdag morgen et regnskab, der viser et resultat før skat for perioden på 1154 millioner. Det svarer til en forbedring på 150 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år.

Omsætningen er steget med ni procent i lokal valuta. Men på grund af faldende valutakurser er stigningen kun på fire procent målt i danske kroner.

Administrerende direktør Søren Nielsen er meget tilfreds med resultatet. Han tror på, at den opadgående kurve kan fortsætte de kommende regnskabsår.

Han sætter sin lid til, at nye lanceringer kan være med til at forbedre de økonomiske nøgletal yderligere.

- Kundefokus på tværs af koncernen er en af vores topprioriteter, og vi er snart klar med en lang række nye produkter til gavn for slutbrugere i hele verden.

- Jeg har derfor tiltro til, at vi kan bibeholde den positive udvikling, siger han i en kommentar til regnskabet.

Forventningen til driftsresultatet for hele året hæves en smule, så de nu ligger i intervallet mellem 2,55 og 2,85 milliarder kroner.

Langt størstedelen - 87 procent - af William Demants omsætning kommer fra høreapparater.

Koncernen driver blandt andet mærkerne Oticon, Bernafon og Sonic Innovations.

Godt 40 procent af omsætningen ligger i Europa. Nordamerika står for en tilsvarende andel.

/ritzau/