Bekymring for de økonomiske konsekvenser af virusudbrud udløser store kursfald på de globale aktiemarkeder.

Efter nye kursfald fredag har USA's aktiemarked haft den værste uge siden den globale finanskrise i 2008. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det toneangivende S&P 500-indeks er i løbet af ugen faldet med over 11 procent, mens Dow Jones-indekset har mistet over 12 procent i værdi.

Kun fem gange siden 1940 er S&P 500-indekset faldet med over ti procent på en enkelt uge.

Kurserne falder på grund af bekymring for, at coronavirusset, der spreder sig hurtigt, kan forårsage en økonomisk recession, som vil påvirke indtjeningen negativt i erhvervslivet.

Fredag advarede Mark Carney, chef for den britiske centralbank, Bank of England, om, at virusudbruddet kan føre til en nedjustering af vækstudsigterne for Storbritanniens økonomi, skriver nyhedsbureauet AFP.

Også i andre dele af verdenen har aktiemarkederne haft en blodrød uge.

Det britiske FTSE 100-indeks endte fredagen med et minus på 3,4 procent og har tabt 11,3 procent i løbet ugen. I Asien har der også været store indeksfald hen over ugen. Nikkei 225-indekset i Japan er efter et fald på 3,7 procent fredag gået over ni procent tilbage.

I Danmark sluttede aktiemarkedet fredag for syvende dag i træk med fald. C25-indekset, der omfatter de 25 største selskaber, afsluttede den højdramatiske uge med et fald på 2,5 procent. Siden rekordniveauet fra onsdag i forrige uge er indekset faldet 11,5 procent.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarede fredag om, at virusudbruddet kan vare ved i flere måneder. WHO vurderer, at risikoen for global spredning af virusset er steget til "meget høj".

Virusset har spredt sig fra den kinesiske millionby Wuhan til først resten af Kina og siden en lang række lande. Fredag havde 53 lande ifølge det amerikanske medie CBS bekræftet smittetilfælde.

I Kina er næsten 2800 personer døde som følge af sygdommen, men antallet af smittede er for nedadgående.

Mens der ses tegn på, at udbruddet er ved at blive dæmpet i Kina, så udbredes smitten mange andre steder. Lande uden for Kina står nu for omkring tre fjerdedele af alle nye smittetilfælde.

/ritzau/