»Jeg har lukket ned under krisen og har ingen indtægt.«

Sådan lyder det fra den 68-årige frisør Vivian Hummel i Farum, der ser frem til, at hjælpepakkerne fra regeringen bliver udbetalt.

Ligesom mange andre erhvervsdrivende har hun måttet lukke ned under coronakrisen, hvilket har medført, at hun i øjeblikket mister 50.000 kroner brutto om måneden på sin virksomhed Salon Sevilla i Farum.

For at få hverdagen til at løbe rundt lever Vivian Hummel derfor i øjeblikket af en lille økonomisk buffer, som hun blandt andet fik efter et hussalg.

»Men de penge holder ikke så længe,« siger Vivian Hummel til B.T.

Som om det ikke skulle være nok, at der ikke er nogen indtægt i frisørsalonen, så står Salon Sevilla også overfor at skulle flytte til nye lokaler til november, hvor det nuværende lejemål ophører.

»Derfor havde jeg regnet med, at jeg skulle tjene lidt i månederne op til, inden jeg fandt noget andet,« fortæller Vivian Hummel.

Som følge af de økonomiske udfordringer har hun søgt om hjælp i regeringens hjælpepakker, der blandt andet kan kompensere for virksomheders lønudgifter, faste udgifter og tabt omsætning som et resultat af coronakrisen.

Men hvornår kan man som virksomhedsejer så forvente at få beløb fra hjælpepakkerne udbetalt?

I et skriftligt svar til B.T. oplyser Erhvervsstyrelsen, at man allerede er begyndt at foretage udbetalinger til ordningerne for arrangører af større arrangementer og lønkompensation.

Udbetalingerne vil ifølge Erhvervsstyrelsen ske hurtigst muligt. Der vil dog ikke være tale om en prioritering mellem ansøgningerne til hjælpepakkerne.

'Det er dog sådan, at en række ansøgninger har kunnet valideres automatisk, mens andre skal behandles manuelt – for eksempel fordi ansøger har givet oplysninger, der afviger fra det, som fremgår af offentlige registre,' skriver Erhvervsstyrelsen og fortsætter:

'Sagsbehandlingstiden vil være kortest for de automatisk validerede ansøgninger og længere for dem, der skal behandles manuelt.'

Udsigten til, at der nu er kommet gang i udbetalingerne af hjælpepakkerne, er noget, der vækker glæde hos Vivian Hummel.

»Det kan betyde, at jeg ikke skal bruge af min buffer, som jeg ellers kunne bruge, når jeg gik på pension,« siger hun.

Erhvervsstyrelsen oplyser, at der er ansøgningsfrist på ordningerne – som mange tusinde virksomhedsejere allerede har ansøgt om at få del i – i udgangen af juni 2020