Dansk økonomi ventes at vokse mindre end sidste gang, vismændene kom med deres prognoser.

De næste par år ser ikke så lys ud for dansk økonomi, som den har gjort, vurderer formandskabet for Det Økonomiske Råd - de såkaldte økonomiske vismænd.

Siden den sidste prognose i december har de økonomiske vismænd skruet ned for deres forventninger til væksten i bruttonationalproduktet (bnp) i Danmark i år og næste år. Det skriver Ritzau Finans.

Bnp opgøres typisk som værdien af alle de varer og serviceydelser, der bliver produceret, fratrukket værdien af de råvarer, der er blevet brugt til at producere dem. Stigninger eller fald i bnp viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Vismændene ventede i december, at 2018 ville ende med en vækst i bnp på 2,4 procent. Det skøn nedjusteres til to procent.

Næste år regner vismændene med, at bnp i Danmark vokser med 1,7 procent. I december var skønnet 2,1 procent.

Også prognosen for andre af de nøgletal, der siger noget om dansk økonomi, bliver nedjusteret. Det gælder inflationen og privatforbruget.

Inflationen er udviklingen i forbrugerpriserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge. Til gengæld bliver gæld relativt mindre.

/ritzau/