Coronapandemien førte flere ting med sig.
Og udover håndsprit, akavet fællessang og levering af take away helt uden at se et bud i øjnene, så har det ændret måden, mange arbejder på.
Det er nemlig blevet langt mere normalt at arbejde hjemmefra.
Og det er nogle åbenbart begyndt at udnytte.
Skal man tro direktøren for software-virksomheden Canopy, så har nogle af deres ansatte nemlig jongleret to fuldtidsjobs samtidig, fordi de ikke behøver at møde op på arbejde.
Det skriver direktør Davis Bell på LinkedIn ifølge ZDNet.
»Det her handler ikke om sidegesjæfter,« siger han. Det handler om ansatte, der forsøger at køre to fuldtidsstillinger synkront.
»Som prøver at være i to møder på samme tid og sådan noget.«
Derfor fyrede de for nyligt to nyansatte softwareingeniører.
Et andet firma, Equifax, fyrede også flere ansatte for nyligt for samme dobbeltjobjongleren. Og de ser samme tendens brede sig med stigningen i arbejde hjemmefra.
Ifølge ZDNet er der fora på Reddit og andre steder dedikeret til at hjælpe folk, der arbejder hjemmefra eller et andet sted end fysisk på arbejdspladsen, med at finde ekstra job og holde det skjult.
