Det er nok de fleste borgeres drøm at opleve, hvad Gevninge-firmaet Vestergaards ansatte oplevede forleden.

Det har været en rigtig god periode for firmaet, der fremstiller avanceret lufthavnsudstyr, og det kan medarbejderne nu mærke.

Samtlige 304 medarbejdere har nemlig fået en bonus, der kan mærkes oven på den gode periode.

Hver eneste ansatte uanset position får nu 144.600 kroner inklusive pension. Det skriver sn.dk.

»Vi vil gerne vise, at vi også er klar over, hvordan denne succes kan tilskrives vores medarbejdere. De udvikler kvaliteten i deres arbejde for os og vores kunder,« siger direktør Stefan Vestergaard ifølge mediet.

Regnskabsåret har vist en omsætning på 823 millioner kroner og en høj fortjeneste på 124 millioner.

Direktøren siger, at man ønsker at give medarbejderne del i overskuddet, så det kan fremme det gode samarbejde i de enkelte afdelinger.

Det kan være afgørende, når konkurrencen spidser til på det internationale marked, lyder det blandt andet fra direktøren.