Virksomhederne står klar til at levere. Men tempoet i den grønne omstilling er ikke hurtig nok. Det får nu vindmøllevirksomheden Polytech til at reagere.

Polytech vil opsige 70 ud af virksomhedens 850 medarbejdere.

Det skriver JydskeVestkysten.

Årsagen til, at virksomheden nu ser frem til at nedjustere antallet af medarbejdere, er, at vindmølleindustrien lige nu står stille.

»Vi ser meget ambitiøse målsætninger for den grønne omstilling over hele verden. Men tempoet og mængden af konkrete ordrer og opgaver afspejler ikke de ambitioner her og nu,« siger administrerende direktør Mads Kirkegaard til JydskeVestkysten.

Polytech er ikke den eneste virksomhed, der lige nu er ved at skære ned, lyder det fra den administrerende direktør.

Derfor føler han sig nødsaget til at følge trop.

»Flere spillere i vindmølleindustrien nedjusterer, hvilket forplanter sig hele vejen ned gennem den globale værdikæde, som vi er en del af. Det er vi som ansvarlig virksomhed nødt til at reagere på,« siger Mads Kirkegaard, der er ked af at sige farvel til medarbejderne.

Polytech har afdelinger i Danmark, Kina, Tyskland, USA og Mexico. Her arbejder virksomheden med at forbedre vindmøllernes effektivitet og er derfor afhængig af en aktiv vindmølleproduktion.

Opsigelserne gælder både funktionærer, faglærte og ufaglærte medarbejdere.

Det er ifølge JydskeVestkysten endnu ikke besluttet, hvilke af virksomhedens afdelinger der rammes af fyringer.