Du kender den formentlig ikke. Familien Villemoes fra Esbjerg er nemlig ikke typen, der gør meget væsen ud af sig. Men det gør dens årsregnskab til gengæld.

Ejendomsselskabet Villemoes Holding ApS har med direktør Peter Villemoes og tvillingesønnerne Christian og Frederik i spidsen netop leveret et yderst positivt regnskab..

Det skriver JydskeVestkysten, der har set nærmere på holdingvirksomhedens årsrapport.

Heri lyder det, at Villemoes Holding ApS fra 1. november 2018 til 31. oktober 2019 har skabt et overskud på  62.727.528 kroner før skat.

Penge, der bringer virksomheden op på en formue på 622 millioner kroner.

Ifølge JydskeVestkysten er familien notorisk kendt for ikke at udtale sig til pressen. I årsregnskabet lyder det dog, at man er godt tilfredse:

'Resultatet af den primære drift har i 2018/19 været tilfredsstillende, idet resultatet som ventet er på niveau med 2017/18,' står det i ledelsesberetningen.

Ligeledes lyder det, at man forventer at ramme samme niveau det kommende år.

Villemoes Holding ApS har base i Esbjerg, og selskabet ejer ifølge dets hjemmeside omtrent 100 ejendomme beliggende i Esbjerg, Varde, Ribe og København.

Gennem generationer har familien opbygget den imponerende formue, der fik sin spæde begyndelse i 1907, da Jens Villemoes opbyggede et dampskibsrederi, en kulforretning og flere andre handler.

Jens Villemoes var desuden dansk politiker, og i perioden 1945 til 1947 var han handelsminister.

Han fortsatte dog i landstinget indtil 1953. Her nåede han at sidde i 25 år.