Krisen kan nu også for alvor mærkes på antallet af solgte brugte biler i Danmark.

Det er nu banket tilbage på niveauet fra 2014.

Ifølge Finans viser tal fra Bilbasen, at der sidste år blev solgt 381.000 brugte biler. Det er knap 15 procent færre end i 2021.

»Jeg er forbavset over tempoet i opbremsningen. Men der er jo ikke noget at sige til det. Når man sidder i en husholdning og ser, at for eksempel gas- og elregningen stikker fuldstændig af, så er bilkøbet en af de ting, man holder igen på,« siger Jørgen Bomberg, som er direktør for Dansk Bilforhandler Union (DBFU), til Finans.

Han forventer, at tendensen fortsætter i 2023, og han tror, at køberne vil kigge på biler i prisklassen omkring de 250.000 kroner.

Hos FDM har kan man godt mærke, at krisen kradser. Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom, har til B.T. tidligere forklaret:

»Mange af de henvendelser, vi får nu, handler ikke om, hvilken bil man skal købe, men om, hvordan man får sin nuværende bil til at køre længere.«

Har man råd til at trodse krisen, kan man for tiden købe en ny bil til en god pris.

»Det har været sælgers marked siden corona, men lige nu er det købers marked. Man skal ikke være bekymret for at prutte om prisen, hvis man har pengene til at gå ud at købe en ny bil,« siger Ilyas Dogru, der bakkes op af Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.

»Det er blevet dyrere for producenterne med energipriser, råvarer, lønninger, og så videre. Samtidig har vi så vigende efterspørgsel – folk køber simpelthen færre biler. Det vil på et tidspunkt betyde, at danskerne vil få gode tilbud, da der skal nogle penge ind,« siger han.