Blackrock har mere end 41.500 milliarder kroner under forvaltning for blandt andet pensionskasser og banker.

New York. Det amerikanske selskab BlackRock, der er verdens største kapitalforvalter, fortsætter med at vokse.

Selskabet fik i tredje kvartal knap 150 milliarder dollar ekstra ind på kontiene og havde ved udgangen af september 6444 milliarder dollar under forvaltning.

Det viser regnskabet, der er offentliggjort tirsdag eftermiddag.

Beløbet svarer til 41.514 milliarder kroner, hvilket er omkring 20 gange Danmarks økonomi, hvis man måler på bruttonationalproduktet.

BlackRocks kundeliste tæller blandt andet pensionsselskaber og banker.

Det amerikanske selskab kunne fremvise et overskud på bundlinjen - resultatet, når alle regningerne er betalt - på 7,7 milliarder kroner i tredje kvartal. Det er 29 procent mere end året før.

- Vi er mere fortrøstningsfulde end nogensinde før i forhold til vores evne til at være en strategisk partner for vores kunder, siger administrerende direktør Laurence D. Fink i en kommentar til regnskabet.

BlackRock startede i 1988, hvor grundlæggerne forlod banken First Boston for at lave kapitalforvaltning for professionelle kunder.

Kapitalforvalterens fokus var risikostyring, da mange kunder havde oplevet store tab under krisen i 1980'erne.

BlackRock har efterfølgende vokset sig til verdens største kapitalforvalter. Det er sket gennem organisk vækst og et par store opkøb.

Virksomheden har i dag flere end 13.000 ansatte på tværs af 30 lande - herunder Danmark.

/ritzau/