Den 36-årige medicinalchef Martin Shkreli, der for fem år siden blev kendt som verdens mest forhadte mand, er nu blevet sagsøgt af USA’s føderale handelskommission og statsanklageren i New York.

Den uskønne titel erhvervede han sig, da han i 2015 købte rettighederne til den livsforlængende aids-medicin Daraprim og derefter 50-doblede prisen.

Efterfølgende blev han i 2017 idømt syv års fængsel for bedrageri.

Denne gang beskyldes Martin Shkreli for, sammen med sin forretningspartner, at have forhindret andre medicinalfirmaer i at udvikle et alternativ til Daraprim.

Det skriver New York Times.

Daraprim bruges til bl.a. spædbørn med svækket immunforsvar og personer med aids og kræft.

Martin Shkreli afviser anklagerne, skriver avisen.

Forretningsmanden forsøgte sidste år at få omstødt sin fængselsdom, men uden held.