I økonomiske krisetider er det ikke ovenlysvinduer, som står øverst på forbrugernes indkøbsliste.
Det har danske Velux måttet sande, og det får nu store konsekvenser for flere hundrede medarbejdere.
»Forbrugerne bruger i øjeblikket færre penge på at vedligeholde og forbedre deres hjem. Vi har derfor brug for at skrue ned for vores produktion.«
»Desværre betyder det, at vi må sige farvel til dygtige og dedikerede kolleger på nogle af vores fabrikker,« siger Iben Schmidt Helbirk fra EVP People & Organisation i Velux Gruppen i en pressemeddelelse.
Helt konkret skal der fyres medarbejdere på fabrikker i Polen, Danmark, Ungarn, Slovakiet og Tyskland.
Op til 430 medarbejdere kan blive berørt.
Velux Gruppen oplyser, at der nu er begyndt en dialog med relevante myndigheder og fagforeninger for de berørte danske medarbejdere i A/S Østbirk Bygningsindustri, Velterm A/S og Thyregod Bygningsindustri A/S.
»Det er aldrig en nem situation at skulle sige farvel til kolleger, og gennem dialogen med myndigheder og fagforeninger vil vi gøre, hvad vi kan for at hjælpe de berørte medarbejdere så godt som muligt,« lyder det videre fra Iben Schmidt Helbirk.
