Spillestedet Vega genåbner i denne weekend. Efter næsten seks måneders coronalukning spiller Peter Sommer den første koncert.
Eller rettere sagt – han spiller fire koncerter.
For at imødekomme myndighedernes plads- og sundhedskrav bliver alle koncerter på Vega fremover holdt for et siddende publikum. Det får afgørende betydning for økonomien.
»Vores store sal plejer at kunne rumme 1.550 gæster, nu kan vi maksimalt lukke 450 gæster ind,« siger Vegas direktør, Steen Jørgensen.
Som mange andre spillesteder har Vega baseret sin forretning på et stående publikum. Men corona-restriktionerne kræver flere koncerter, mere rengøring, flere vagter og et forventet lavere salg af drikkervarer fra spillestedets barer.
»Vi får færre gæster, mindre barsalg og flere omkostninger,« konstaterer Steen Jørgensen.
Det regnestykke går ikke op. Derfor fulgte Steen Jørgensen nøje med, da politikerne fredag kom ud fra forhandlingerne om hjælpepakker til de corona-ramte dele af erhvervs- og kulturlivet.
»Vi er i gang med en genåbning uden at vide, hvilken redningskrans der bliver kastet ud til os,« siger han.

I absolut sidste sekund – dagen inden, de nuværende hjælpepakker stod til at udløbe – blev politikerne på Christiansborg enige om at forlænge hjælpepakkerne til udgangen af oktober.
»Vi skal lytte til eksperterne, som siger, at vi skal udfase de generelle hjælpepakker. Men vi skal stadig hjælpe de dele af erhvervslivet, som er ramt af forsamlingsforbud, grænselukninger og rejsevejledninger,« sagde erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Et par timer efter udmeldingen var Steen Jørgensen fredag eftermiddag dog stadig i tvivl om, hvordan den politisk tekst skal udlægges. Som sagt lukker Vegas store sal i weekenden op for et siddende publikum, men spillestedets to mindre koncertsale er fortsat tvunget til at holde lukket.
»Det er vigtigt, at vi har fået politisk opmærksomhed på, at det er svært at komme i gang igen, fordi fase 4 ikke åbner som først planlagt. Men det er stadig helt uklart, om vi passer ind i de puljer, der nu bliver forlænget, for vi er både tvangslukket og i gang med at genåbne.«
Direktøren håber, at spillestedet kan få del i de 400 mio. kr., som politikerne har afsat til en aktivitetspulje.
For seks måneder siden hjemsendte Vega 14 fastansatte medarbejdere og 130-150 timelønnede medarbejdere.
Fra på mandag er medarbejderne tilbage på fuld bemanding. Tiden må vise, om og hvordan økonomien kommer til at hænge sammen, men det er nødvendigt at komme i gang:
»Vi har tabt meget musik på gulvet det sidste halve år,« siger Steen Jørgensen.



