Nye regler om registrering af kunder, sparsommelighed og varmt vejr har sat sig dybe spor hos Rank Group.

København. Det seneste år har budt på utallige sten på vejen for Rank Group, en af Storbritanniens største operatører af bingohaller og kasinoer. Kunderne sparer og nye hvidvaskregler har sendt antallet af besøgende ned.

Det viser en opgørelse for regnskabsåret 2017/2018, der sluttede med juni, fra Rank Goups ejer Guoco Group.

'På baggrund af et skuffende år arbejder vi nu hurtigt imod at afdække de kerneområder, der skal begynde at udløse det underliggende materiale, vi ser,' skriver den nyslåede administrerende direktør, John O'Reilly, i meddelelsen.

Skuffende har året da også været. Omsætningen for selskabet er faldet med 2,3 procent til 691 millioner pund, mens resultatet før skat er næsten halveret til 41 millioner pund.

Både Rank Groups bingohaller og kasinoer led sidste år.

De 85 bingohaller under brandet 'Mecca' oplevede et fald i antallet af besøgende på 7,9 procent og omsætningen med 2,7 procent. Ifølge Reuters er briterne generelt blevet mere sparsommelige, og det holder dem fra bingohallerne.

Kasinokæden Grosvenor Casinos, der består af 56 kasinoer, oplevede et fald i omsætningen på 6,1 procent.

'Udviklingen var mærkbart påvirket af yderligere styrket vurdering af kunderne efter nye regler fra de britiske spillemyndigheder,' skriver Rank Group.

I september indførte Storbritannien nye regler, der skal mindske mængden af hvidvask af sorte penge på kasinoer.

De byder kasinoerne at identificere besøgende, når de ankommer, samt registrere, når kunder vinder eller taber over 2.000 euro - omtrent 15.000 kroner.

Rank Groups digitale forretning voksede i året, og det er da også den, som den nye ledelse vil fokusere mere på.

For starten af det nuværende regnskabsår er også gået skidt. I meddelelsen må Rank Group advare om, at det varme sommervejr, der dominerede juli og starten af august, gav kunderne mindre lyst til at gå indenfor for at gamble eller spille bingo.

/ritzau/