Det går ikke just flyvende for det danske selskab bag vandflyveren mellem Aarhus og København.
Eller med medejer og direktør Lasse Rungholms egne ord.
»Det er træls for at sige det på jysk. For nu gik det lige så godt,« siger han til Finans.
Nordic Seaplanes har ligesom mange andre flyselskaber nemlig haft et horribelt år, viser regnskaberne for 2020.

Flere års overskud er blevet forvandlet til et underskud på 3.9 millioner kroner og en negativ egenkapital på 1.5 millioner kroner.
Vandflyveren har ellers tidligere været en stor succes.
Den var på vingerne første gang i 2016, og op til coronakrisen i 2019 gik Nordic Seaplanes ud med en omsætning på 23.5 millioner kroner.
Den omsætning blev ifølge Finans halveret i 2020.
En af årsagerne til det nu store underskud finder man i købet af endnu en vandflyver i 2019.
Den blev flyveklar i 2020, da coronakrisen havde fat i Danmark, og det er ikke billigt at stå tilbage med to fly og langt færre passagerer end tidligere.
Medejer og direktør Lasse Rungholm fortæller, at ingen ansatte har været fyret, og alle har fået den samme løn, som de altid har fået.
Lasse Rungholm ser også positivt på fremtiden, fortæller han.



