Danmark skal ind på californisk milliardmarked for vandteknologi, mener minister, der har underskrevet aftale.

New York. Den amerikanske delstat Californien vil de næste år bruge mange milliarder på at forbedre sin vandkvalitet og bekæmpe vandspild, og de penge skal en ny aftale sikre, at danske virksomheder får del i.

Således har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) natten til onsdag skrevet under på en ny samarbejdsaftale med Californien.

Han kan ikke komme med konkrete forventninger til, hvor mange danske arbejdspladser aftalen kan skabe. Han understreger dog, at aftalen har "afgørende betydning" for dansk eksport af vandteknologi til USA.

- I 2016 havde vi en eksport på omkring en milliard til USA (for vandteknologi, red.).

- Og når vi med denne aftale sikrer adgang til 52 milliarder kroner de kommende år - bare i Californien - er der klart, at der er et stort potentiale, siger Esben Lunde Larsen.

Ministeren henviser til de milliarder, som Californien i 2014 satte af i en pakke, der blandt andet skal bruges på at forbedre statens vandkvalitet.

Netop Californien er en vigtig stat for de danske vandvirksomheder at komme ind på, mener ministeren.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet bruger hver indbygger i staten mere end dobbelt så meget vand som hver indbygger i Danmark.

Med aftalen etableres et samarbejde, hvor danske myndigheder skal hjælpe Californien med at udvikle lovgivning og tiltag på vandområdet.

- De modeller og den viden, vi anvender i Danmark, skal overføres til amerikanerne. Det er det, som selvfølgelig skal bane vejen for, at der kommer teknologiske løsninger, siger ministeren.

Som en del af arbejdet med at øge den danske eksport er den danske alliance Water Technology Alliance sat i søen. Her deltager en række danske vandvirksomheder.

En af dem er Grundfos, og kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted er begejstret for aftalen.

- Det er en unik mulighed for danske virksomheder for at kunne præsentere løsninger, der kan skabe bæredygtige løsninger for vand i en gigantisk stat som Californien, som døjer meget med mangel på vand, siger han.

/ritzau/