Der var en lavine af utilfredse kunder mod skandinaviens største ski-rejsebureau, Skinetworks, på Black Friday sidste år.

På trods af at rejsebureauet havde sænket priserne med flere tusinde kroner på 350 af deres rejser, fik de opkald fra sure kunder med en skarp kritik.

Priserne var simpelthen ikke lave nok.

»Nogen syntes jo, at skiferien skulle koste 500 kroner. Andre syntes, at der var for få tilbud med rejser i højsæsonen. Men mest handlede det om prisen. Hvorfor var den ikke billigere, end den var? Hvorfor var det ikke halv pris?,« siger salgs- og marketingdirektør i Skinetworks, Toke Hyldgaard.

Skinetworks dækker bla. over ski-rejsebureauerne Nortlander, Danski og Slopetrotter. På Black Friday sidste år var der nedslag i prisen for mellem 1000 kroner og 5000 kroner på forskellige pakkeløsninger for skiferier.

Men tilbuddene endte med at give bagslag.

»Vi blev ærgerlige over, at vi gav noget væk for at gøre folk glade og tilbyde skirejser til flere folk, men at det så fik den modsatte effekt,« siger Toke Hyldgaard.

Han kan ikke sige præcis, hvor mange klager de fik. Og han understreger, at der selvfølgelig også var glade kunder blandt henvendelserne. Men som konsekvens af de sure kunder har Skinetworks valgt helt at droppe deres Black Friday-tilbud.

Skinetworks fortæller, at de tabte penge på hvert Black Friday tilbud.

Det økonomiske tab skulle så erstattes med glade kunder, der måske ville købe en ny rejse en anden gang. I stedet vil rejsebureauet bruge de penge, de tabte på de billige tilbud, på at klimakompensere ved at plante træer i Frankrig. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Som konsekvens af de fly- og busrejser til skidestinationer, Skinetwork sælger, bidrager Skinetworks forretning negativt til klimaregnskabet på grund af Co2-udledningen fra transporten. Det er den udledning, som selskabet nu prøver at kompensere for.

Er det her bare en simpel måde at vende dårlig omtale til god omtale?

»Nej. For os at handler det om at springe af bølgen. Istedet for at overproducere rejser, vil vi heller bruge vores styrke på at sætte fokus på klimaet,« siger han.