Den amerikanske centralbank sætter renten op med 0,75 procentpoint for at bekæmpe den stigende inflation.

Det betyder, at den toneangivende rente nu ligger mellem 1,50 og 1,75 pct.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Den amerikanske centralbank.

Det har i de seneste dage ligget i kortene, at man ville ændre på renten.

Centralbanken, der i daglig tale kendes som Fed, siger, at den forbliver 'stærkt forpligtet til at få inflationen tilbage på målet på to procent'.

Fed-formand Jerome Powell åbnede kort efter et presse møde med en klar besked: »Inflationen er alt for høj.«

»Vi forstår de vanskeligheder, høj inflation fører til,« siger han.

Inflationen i USA i maj er på årsbasis opgjort til 8,6 procent.

Det er 28 år siden, at den amerikanske centralbank foretog et lignende rentetræk.