Den amerikanske centralbank sætter renten op med 0,75 procentpoint for at bekæmpe stigende inflation. Det er den største rentestigning siden 1994.

Centralbanken sagde onsdag aften på en pressekonference, at den forbliver »stærkt forpligtet til at få inflationen tilbage på målet på to procent«. Inflationen i USA er for nyligt på årsbasis opgjort til 8,6 procent.

»Verdens største økonomi har endnu større problemer, end vi har i Danmark. Og nu træder den virkelig i karakter. Det er et meget stort løft i renten. Det er det største løft i 28 år. Det er meget voldsomt,« siger chefredaktør for finansmediet Euroinvestor, Simon Richard Nielsen, til B.T.

»Der var ingen, der havde forventet så høj en rentestigning. Centralbanken siger selv, at man ikke forventer, at det her vil skabe en recession (økonomisk nedtur, red.). I hvert fald ikke i år, det er det eneste, de har slået fast.«

Ifølge Sydbanks cheføkonom, Søren Kristensen, er den nuværende situation en konsekvens af et stort mismatch mellem udbud og efterspørgsel.

»Udbuddet er påvirket af nedlukninger i Kina og krigen i Ukraine, mens efterspørgslen fortsat er pumpet op af efterveerne af coronahjælpepakkerne. Her må centralbanken erkende, at de ikke kan åbne kinesisk økonomi eller smide Putin ud af Ukraine,« skriver han i en mail til B.T.

»Det eneste de kan gøre at sende en strid rentemodvind i hovedet på forbrugere, boligejere og virksomheder for på den måde at tøjle efterspørgslen. Og det er lige netop det, de nu fortsætter med.«

Også de danske forbrugere kan forvente, at rentestigningerne i USA giver bølger i vandet herhjemme:

»Renteforhøjelsen fra USA har ikke direkte indflydelse på de danske renter, men særligt de lange renter er over det seneste år blevet trukket med op af de amerikanske renter. Derfor trækker renteforhøjelsen også i retning af højere danske renter,« skriver Søren Kristensen.

Han oplyser desuden, at direktørerne fra centralbanken forventes at hæve renten med yderligere knap 2 procentpoint over 2022 og 2023.

»Vi hæfter os også ved den nye prognose for amerikansk økonomi. Her følger centralbanken den drejebog, som prognosemagere over store dele af verden har fulgt over de seneste måneder. Forventningerne til den økonomiske vækst justeres ned, mens forventningerne til inflationen justeres op,« lyder det fra cheføkonomen.

Det illustrerer centralbankernes hovedpine ganske fint, for mens de strammer pengepolitikken for at trække inflationen ned, så rammer de også økonomien hårdt.«

Euroinvestors Simon Richard Nielsen siger desuden til B.T., at vi skal forvente, at den europæiske centralbank vil hæve renten i juli i år.

»USA er den vigtigste økonomi i hele verden, så det har stor betydning for Europa og Danmark, at de hæver renten så voldsomt,« siger han og henviser til allerede stigende renter på for eksempel boliglån herhjemme.