Mediet Vice skærer sin forretning i Norden ind til et reklamebureau. Dermed stopper den danske produktion.

Det globale medie Vice skærer voldsomt ned i sin afdeling i Norden og lukker blandt andet sin redaktion i Danmark. Tilbage bliver kun reklamebureauet Virtue.

Det oplyser Vice i Danmark ifølge Mediawatch.

Vice er siden 2015 udkommet på dansk. Den danske redaktion har haft ansvaret for hele det skandinaviske marked.

Ud over en dansksproget udgave af Vice er det blevet til en dansk udgave af madmediet Munchies, identitetsmediet Broadly og musikmediet Noisey.

Sidste år blev det danske indhold til et trykt magasin, der efter planen skulle lanceres to gange årligt.

I alt var der i 2017 102 medarbejdere ansat ved Vice i Danmark. Det står ikke klart, hvor mange der har mistet jobbet som følge af nedlæggelsen af den danske udgave af Vice.

/ritzau/