Den unge laksemilliardær Gustav Magnar Witzøe er ufattelig rig. Men 2018 har alligevel været et år, han næppe havde regnet med.

Han har i år kunnet se sine aktier i selskabet Salmar, der opdrætter laks, stige til næsten det dobbelte med en økonomisk gevinst på 11,4 milliarder kroner til følge.

Det svarer til, at han har tjent 37 millioner kroner hver eneste dag i 2018.

Gustav Magnar Witzøes aktier i selskabet er dermed oppe på en samlet værdi på 22 milliarder danske kroner, skriver finans.dk på baggrund af oplysninger fra Dagens Næringsliv.

Den 25-årige mangemilliardær har arvet det meste familiens investeringsselskab Kverva, som hans fars stiftede i starten af 1990'erne.

Selskabet ejer omkring halvdelen af aktierne i Salmar, som altså har indbragt laksemilliardæren en formuestigning på 11,4 milliarder kroner i år.

Han er dog ikke sikker på, at han ønsker at drive imperiet videre. Gustav Magnar Witzøe mener, at han skal bevise sit værd først.

»Man kan ikke bare gøre det, fordi man har ret til det. Eller, det kan man jo, men det ville være ekstremt arrogant,« har han tidligere udtalt ifølge finans.dk

Indtil videre er den unge milliardær kendt for sine mange rejser og store interesse i golf, tatoveringer og mode.

Man kan følge ham på Instagram, hvor han flittigt deler billeder fra sit ekstraordinære liv med sine 99.000 følgere.