Hvis man overvejede et forældrekøb, skal det muligvis bare blive ved overvejelsen. En ny analyse viser et historisk højt underskud.

»Vi er gået fra en situation, hvor det ligefrem har været muligt at opnå et løbende overskud til nu at have et historisk stort driftsunderskud ved forældrekøb ved brug af fastforrentet lån,« siger Christian Hilligsøe Heinig til Finans.

Christian Hilligsøe Heinig er cheføkonom i Realkredit Danmark, og han er manden bag den nye analyse, der viser det høje underskud på forældrekøb.

Rekordhøj inflation, voldsomme rentestigninger og skattestramninger er nogle af årsagerne til, at fordelene ved forældrekøb er blevet undermineret.

Analysen fra Realkredit Danmark viser, at den værste økonomiske cocktail for et forældrekøb er en ejerlejlighed på 80 kvadratmeter i København.

Det vil give et underskud på knap 8.500 kroner – hvis lånet er med fast rente og afdrag.

En ejerlejlighed på 50 kvadratmeter vil give et underskud på 5.300 kroner.

Som konsekvens af de store underskud forventer Realkredit Danmark, at lysten til forældrekøb vil formindskes i den kommende tid.