På Absalonsvej i Herning ligger en Rema 1000-butik. Her mødte Fødevarekontrollen et decideret ulækkert syn, da de var på besøg.

Ifølge Ekstra Bladet flød gulvet med rundstykker, ost, krummer, marmelade, slik, øldåser og andet snavs. Det blev takseret til en bøde på 10.000 kroner. Og fordi man ikke havde for vane at kontrollere temperaturer på madvarer ved modtagelse, så fik de en bøde i samme størrelse oveni hatten.

Salgsdirektør Mads Nysted fra Rema 1000 beklager dybt over de skammelige forhold. Man havde ifølge salgsdirektøren sagt til den pågældende købmand, at der skulle styr på rengøringen, inden Fødevarekontrollen kom på besøg.

Men det skete som sagt ikke, og det har fået konsekvenser for købmanden.

»Vi har også kørt ekstra egenkontrol i flere omgange, og da det ikke ændrede ved sagen, tog vi i sidste uge konsekvensen og stoppede samarbejdet med købmanden,« siger Mads Nysted til Ekstra Bladet.

Han lægger vægt på, at situationen i Herning ikke er en, som man genkender i kædens andre 286 butikker.

Rema 1000 på Absalonsvej i Herning har fået konstitueret en købmand.