Selv om Bent Fabricius-Bjerre mest er kendt for sin legendariske musik som 'Alley Cat' og titelmelodierne til 'Olsen-banden' og 'Matador', var han også en særdeles succesfuld forretningsmand.

Den 95-årige musiker og komponist havde skabt en stor pengemaskine på ejendomme i København. Faktisk efterlod Bent Fabricius-Bjerre et forretningsimperium, som har værdier for knap en halv milliard kroner.

Men den næste generation af Fabricius-Bjerre er klar til at drive forretningseventyret videre.

De to sønner Henrik Fabricius-Bjerre og Poul Fabricius-Bjerre har nemlig drevet forretningen sammen med deres nu afdøde far. En tredje søn, Jan Fabricius-Bjerre, sidder i bestyrelsen i flere af selskaberne.

Bent Fabricius-Bjerre, komponist, 2014.
Bent Fabricius-Bjerre, komponist, 2014. Foto: Kim Haugaard
Vis mere

Allerede i 2015 overdrog Bent Fabricius-Bjerre en stor del af ejerskabet til sønnerne, og nu overtager de hele pengemaskinen, som tæller dyre ejendomme på Strandvejen og i Nyhavn.

Den næste generation af Fabricius-Bjerre står således med en guldgrube.

»Det ser meget lovende ud. Det kan blive nogle gyldne år, hvis man ejer udlejningsejendomme i de store byer. Efterspørgslen er stor, og lidt mod forventning er boligmarkedet i universitetsbyerne ikke blevet ramt under coronanedlukningen,« siger Mikkel Høegh, boligøkonom i Jyske Bank.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sønnerne. Men Bent Fabricius-Bjerres mangeårige ven Erik Brandt fortæller:

Portræt af Erik Brandt samt private billeder fra hans liv.
Portræt af Erik Brandt samt private billeder fra hans liv. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»Han var retfærdig og benhård (som forretningsmand, red.). Hvis folk opførte sig ordentligt, var han retfærdig, hvis de ikke gjorde, så var han benhård,« siger Erik Brandt,

»De (sønnerne) har kørt hans forretninger i det sidste stykke tid, hvor han ikke har været helt frisk. Men de er også dygtige. Det var dog ofte ham, der bestemte, hvad de f.eks. skulle købe af ejendomme.«

Bent Fabricius-Bjerre blev hovedrig på at eje rettighederne til sin musik. Det er de penge, han har investeret i ejendomme gennem årtier, og som nu har flerdoblet deres værdi.

Erhvervsmanden Asger Aamund kendte også Bent Fabricius-Bjerre privat. Han beskriver sin afdøde ven som en fair, men hård forretningsmand.

(ARKIV) Asger Aamund, erhvervsleder og debattør den 21. januar 2020. Onsdag den 19. februar 2020 fylder Asger Aamund 80 år. (Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Asger Aamund, erhvervsleder og debattør den 21. januar 2020. Onsdag den 19. februar 2020 fylder Asger Aamund 80 år. (Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix) Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Han var lige så dygtig til det forretningsmæssige som det musikalske. Han var jo ikke uddannet økonom eller noget, men havde et godt praktisk hoved og var meget påpasselig med, hvad han havde med at gøre,«

»Han var dygtig til at anbringe de penge, han havde tjent på sin musik, i noget, der også gav godt afkast. Specielt i fast ejendom, byggeprojekter og den slags,« siger Asger Aamund.

Sammen med partneren Ole Hubert Strecker ejer Fabricius-Bjerre-familien desuden flere kendte restauranter i København, bl.a. Promenaden og Færgekroen i Tivoli.

(ARKIV) Komponist og direktør Bent Fabricius-Bjerre bliver her fejret – i anledning af sin 90-års fødselsdag – ved et stort show i Musikkens Hus i Aalborg 25. november 2014. Komponist og direktør Bent Fabricius-Bjerre fylder 95 år lørdag 7. december 2019. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Komponist og direktør Bent Fabricius-Bjerre bliver her fejret – i anledning af sin 90-års fødselsdag – ved et stort show i Musikkens Hus i Aalborg 25. november 2014. Komponist og direktør Bent Fabricius-Bjerre fylder 95 år lørdag 7. december 2019. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Tilbage i 2015 fortalte Bent Fabricius-Bjerre selv om sine forretninger i et interview med B.T.

»Ejendomsinvesteringerne begyndte, fordi jeg havde en konkurrenceklausul, da jeg solgte Metronome (pladeselskab, red.). Det betød, at det var begrænset, hvad jeg måtte lave. Og så blev det ejendomme, jeg kastede mig over, men det var lidt af et tilfælde,« sagde han til B.T.

Han fortalte samtidig, at han lod sønnerne overtage mere og mere af driften.

Poul Fabricius-Bjerre håndterer ejendomsinvesteringerne, mens Henrik Fabricius-Bjerre tager sig af restauranterne.

»Det er mine to børn, der passer forretningerne. Jeg er ude at spille hele tiden,« fortalte Bent til B.T.