Han bor i den næststørste bolig på Strandvejen i Vedbæk. Men ellers gør han ikke meget væsen af sig.
Finans kan nu fortælle, at erhvervsmanden Poul Rørsgaards formue er tæt på en milliard kroner.
Det viser et nyt regnskab fra hans selskab V. Rørsgaard Trading, hvis egenkapital nu er oppe på 933,4 millioner kroner.
Ifølge Finans tjener Rørsgaard først og fremmest sine penge på ejendomme og investeringer i værdipapirer. Han startede dog med bildæk i Continental Nordisk Autogummi, som siden blev omdannet til Continental Ejendomme.
Rørsgaard udtaler sig stort set aldrig til medier, men sidste år gjorde den 88-årige finansmand en undtagelse. Her fortalte han til Finans om hans ageren i de usikre tider på markederne.
»Vi holder os likvide, for vi forventer simpelthen, at renten går op. Og når det sker, skal man have reserverne i orden,« sagde han.
Og boligen på Strandvejen er i øvrigt på 900 kvadratmeter.
