En vaskeægte kursraket har ramt det amerikanske aktiemarked.

Aktien i et relativt ukendt californisk biotekselskab blev tirsdag næsten femdoblet med en stigning på 476 procent til 2,74 dollar.

Det skriver MarketWire.

Det voldsomme kursudsving kommer efter, at Jasper Therapeutics har meddelt, at den indledende udvikling af selskabets præparat briquilimab har udvist succesfulde resultater hos tre patienter med den arvelige blodsygdom seglcelleanæmi.

Seglcelleanæmi kan kun behandles med knoglemarvstransplantation, og i den forbindelse har briquilimab udvist lovende resultater i et fase 1/2-forsøg.

»Normalt når vi ser store kursudsving på aktier, så kommer de ofte i denne her type biotekselskaber,« siger Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen til B.T.

Han kalder selskabets markante fremgang »helt vild«, men vurderer dog, at biotekaktier som Jasper Therapeutics kan være »lidt af en lodseddel«.

»Deres voldsomme kursudvikling kommer af, at investorerne pludselig tilægger det en højere sandsynlighed, at det her præparat i fremtiden kan blive noget værd.«

»Men virkeligheden er, at hvis det fejler, og de ikke har andet at hænge deres hat på, så er selskabet værdiløst,« siger Jacob Pedersen.

Ifølge MarketWire er handlen med Jasper Therapeutics' aktie da også suspenderet af børsmyndighederne på grund af aktiens store volatilitet. Altså at kursen svinger meget kraftigt, og det derfor er en risikabel investering.

Jasper Therapeutics' nye studie er ikke gennemført af firmaet selv, men af et eksternt institut under National Institutes of Health i USA.

Biotekselskabets markedsværdi er nu på samlet lidt over 100 millioner dollar. Umiddelbart kan det lyde af meget, men ifølge Jacob Pedersen er det i den lave ende.

»Selv i dansk målestok er det et lillebitte selskab, og det er nok også i den sammenhæng, at denne her voldsomme kursstigning skal ses,« siger han.