Alt for varme pølser, indtørret yoghurt og skimmellignende vækst på køleinventar.

Det står sløjt til med både fødevarehygiejne, rengøringen og egenkontrollen i dagligvarekæden Spar. Det skriver TV 2 Lorry.

Helt konkret er der tale om to af kædens butikker i henholdsvis Birkerød i Nordsjælland og Valby i København.

Det var et anonymt tip fra en kunde, der gav anledning til begge kontrolbesøg.

Og man må sige, at tippene holdt stik.

For begge butikker brød nemlig fødevarelovgivningen i en grad, at det udløste en sur smiley og en bøde på henholdvisvis 10.000 og 20.000 kroner.

Størst var bøden til Spar i Valby ved Ny Ellebjerg Station, hvor de mest alvorlige forhold var butikkens manglende efterlevelse af helt basale kølekrav for opbevaring af fødevarer.

Her blev der fundet Langelænder-pølser i en kølemontre, hvor temperaturen var tre gange højere end de fem grader, som normalt er påkrævet for animalske fødevarer.

Blandt det sted i kølemontren, hvor der lå flest pakker med pølser, var temperaturen 17,2 grader.

Men også Spar-butikkens rengøring viste sig at halte så meget, at det udløste en indskærpelse fra Fødevarstyrelsen.

Der var blandt andet fundet spor af indtørret yoghurt, ligesom der blev fundet andre indtørrede pletter og skimmellignende vækst på hylder i køleinventar.

Uappetitlige beskrivelser står i kø

Også hos Spar i Birkerød kunne Fødevarestyrelsen konstatere, at der var rod med rengøringen.

Under kontrolbesøget blev der konstateret en 'massiv ansamling af støv, pap og indgroet snavs på overflader' ligesom udsugningen fremstod med et tykt sort lag af støv og spindelvæv og med indtørret spild fra mejeriprodukter.

Og det er ikke første gang for butikken i Birkerød. Sidste år i november havde butikken nemlig fået en indskærpelse for samme problem.

I en skriftlig udtalelse til TV 2 Lorry skriver salgschefen for Spar i hovedstadsområdet, Ronnie Borregaard:

»Vi tager sagen meget alvorligt, og det er uacceptabelt, at der ikke har været styr på butikken. Derfor er der straks gennemført en hovedrengøring og lagt en handlingsplan for butikken, hvor et af elementerne også er markant øget kontrol med rengøringen.«