Ritzau har senere lavet følgende rettelse: Telefonerne er ikke lukket permanent, men kan blive det dag til dag.

Energiselskabet Andel Energi har lukket sine kundetelefoner.

Det gjorde selskabet fredag, fremgår det af en meddelelse på selskabets hjemmeside.

»Vi får ekstraordinært mange kald i denne tid og har nået maksimum kapacitet. Vi lukker for indkommende kald, men er i fuld gang med at besvare jeres spørgsmål,« lyder det.

Andel Energi har i alt 1,2 millioner kunder og er efter eget udsagn Danmarks største energiselskab.

Ritzau forsøger at få svar på, hvordan man som kunde nu skal henvende sig til Andel Energi, og hvor længe telefonerne ventes lukkede.

En række af landets energiselskaber har de seneste måneder måttet øge deres bemanding.

Det beskrev erhvervsmediet Finans fredag.

Det skyldes de mange henvendelser, som selskaberne får om blandt andet nye betalingsordninger.

En ny aftale om vinterhjælp indeholder en ordning, som selskaberne skal administrere. Med den kan virksomheder og husholdninger indefryse betalingen for en del af deres energiregninger.

Ordningen, som åbner 1. november, medfører nye opgaver for energiselskaberne.

Den enkelte kunde skal nemlig bede sit energiselskab om at få indefrosset en del af regningen.

Direktør for Andel Energi Ole Vestergaard har tilkendegivet, at selskabet har meget travlt på grund af energimarkedet og priserne.

»Vi har i den her uge haft omkring 2.000 opkald i timen i kundecenteret, og vi er gearet til at tage omkring 4.500 kontakter om dagen. Så når vi ser de her tal i øjeblikket, er vi belastet mere, end vi kan håndtere,« sagde han fredag til Ritzau.