De er kraftige med karakter, danske og revet væk fra hylderne i Hongkong.
»Vi havde nok tænkt, at det skulle holde en måned eller to, men det gik lidt hurtigere,« lyder det fra ejeren af den danske bryggeri To Øl, Tore Gynther.
Lidt hurtigere kan man vist roligt sige, at det gik, før de cirka 20 paller øl – det, der svarer til en containerfuld – var revet væk fra hylderne i Hongkong.
Helt konkret gik der 14 dage fra de kraftige og karakterfyldte øl ramte Hongkong, til at de var væk igen.
»Vi blev meget overrasket, og så tog vi arbejdstøjet på, og gik gang med at arbejde på næste forsendelse,« fortæller Tore Gynhter til B.T.
To Øl er et dansk bryggeri, der slår sine folder i den gamle Beauvais-fabrik i Svinninge. Pladsen skal de ikke klage over. For fabrikken, de kan boltre sig på, er hele 26.000 kvadratmeter.
Det er ikke kun Danmark og Hongkong, der kan nyde de kraftige øl. To Øl er at finde i over 40 lande. Bedst går det på de europæiske markeder, især efter at det flere steder er åbnet mere op efter corona.
To Øl så dagens lys tilbage i 2010. Det blev stiftet af Tore Gynther og Tobias Emil Jensen, der i begyndelsen af 2017 trådte ud.
I 2014 gaflede To Øl prisen som verdens 9. bedste bryggeri af brugerne på ratebeer.com til sig.
To Øl håber, at kunne forsyne Hongkong med øl igen i løbet af en måneds tid.



