Den populære kørselstjeneste kan gøre sin debut på den amerikanske fondsbørs allerede kort efter årsskiftet.

Den amerikanske kørselstjeneste Uber er officielt på vej på børsen. Det står klart, efter virksomheden har søgt om at lade sig registrere på den amerikanske fondsbørs i New York.

Det skriver avisen Wall Street Journal på baggrund af en lang række kilder i virksomheden.

Ifølge avisen betyder det, at aktier i den populære kørselstjeneste allerede vil kunne købes og sælges i første kvartal af 2019.

Uber har ikke officielt bekræftet børsnoteringen, men registreringen kommer kort tid efter, at en af virksomhedens primære amerikanske konkurrenter, Lyft, også har påbegyndt børsnotering.

Da rygter om Ubers mulige børsnotering begyndte at florere over sommeren anslog flere amerikanske banker, at selskabet kunne værdisættes til 120 milliarder dollar. Det svarer til 770 milliarder kroner.

Det er en værdi, der overgår den samlede værdi af Danmarks to største selskaber, Mærsk og Novo Nordisk.

Uber har siden grundlæggelsen i 2009 vundet indpas over store dele af verden og findes i dag i over 70 lande og 600 byer.

Virksomheden betegner sig selv som en samkørselsordning, hvor private bilejere stiller sig til rådighed og chauffører og passager efterfølgende deler omkostningerne.

Chaufføren får lov at bruge selskabets app og betaler til gengæld 20 procent af beløbet for køreturen til selskabet.

Selskabet var en kort overgang i Danmark, men er senere blevet dømt ulovligt. Blandt andet på grund af massiv kritik fra den etablerede taxabranche, der mener, at Uber dumper priserne og ikke lever op til lovkrav.

Domstolene i Danmark har flere gange slået fast, at ordningen er for dyr til at være samkørsel.

Samtidig lever hverken biler eller chauffører op til kravene i dansk taxalovgivning.

/ritzau/