Butikken har ligget i centret i mere end 20 år.

Men fra den 15. januar 2023 må Kolding Storcenter sige farvel til den familieejede tyske tøjkæde 'New Yorker.'

Det skriver Jydske Vestkysten.

Carsten Lindblad, centermanager i Kolding Storcenter, fortæller til mediet, at 'New Yorker' har ændret sit koncept for butikkerne.

Det betyder, at man fra 'New Yorkers' side har et ønske om større lokaler.

»Allerede da jeg startede herude for et par år siden, havde de et ønske om at komme op i et lejemål på mellem 1200 og 1800 kvadratmeter i modsætning til de cirka 450, de har nu,« siger Carsten Lindblad.

Carsten Lindblad forklarer, at man ikke har kunnet imødekomme 'New Yorkers' ønske om større lokaler, og det er derfor, at man har været nødsaget til at tage afsked med tøjbutikskæden.