Det tyske forsvarsselskab Rheinmetall falder torsdag mere end 11 procent på børsen, efter at selskabet har nedjusteret sine forventninger til 2026.

Selskabet regner nu med en omsætning på 13,2 milliarder euro for hele året mod tidligere 13,7-14,2 milliarder euro.

13,2 milliarder euro svarer til 98,7 milliarder kroner.

Rheinmetall forklarer nedjusteringen med ventede forsinkelser i forbindelse med projektet Arminius, der skal sikre det tyske militær tusindvis af pansrede køretøjer.

Nedturen på børsen betyder, at Rheinmetalls aktie nu handles til den laveste kurs siden begyndelsen af 2025.

I den knap toårige periode har aktiekursen været helt oppe på mere end 1900 euro. Torsdag handles den til cirka 840 euro.

Nedjusteringen kommer, i forbindelse med at selskabet har fremlagt regnskabstal for tredje kvartal og dermed årets første ni måneder.

Selv om selskabet har været nødt til at skære i prognosen, oplever det fortsat massiv vækst.

Alene i tredje kvartal er salget endt på 3,15 milliarder euro, hvilket er 36 procent mere end i den samme periode sidste år.

Indtjeningen efter skat er desuden vokset med over 70 procent.

- Driftsmæssigt fortsætter vi med at levere resultater på et meget højt niveau, konstaterer selskabets topchef, Armin Papperger, i regnskabet.

- Vi har fortsat succes med at sikre os store kontrakter på vores innovative systemer både på hjemmemarkedet og internationalt. Også inden for flådesektoren arbejder vi på højtryk for at sikre nye ordrer både i Tyskland og internationalt.

Som mange andre selskaber i forsvarssektoren har Rheinmetall været begunstiget af, at Ruslands invasion af Ukraine i 2022 accelererede behovet for europæisk oprustning.

Der blev sat yderligere fart på den udvikling, efter at Donald Trump blev indsat som USA's præsident nogle år senere. Han krævede, at de europæiske nationer hævede deres forsvarsudgifter.

Det har sat fut under forretningen hos det tyske selskab, der både producerer og sælger krigsskibe, køretøjer og ammunition.

RITZAU