Lyt til artiklen

På bare seks år er det tyske busselskab Flixbus gået fra at være en nystartet virksomhed til at være en decideret gigant på motorvejene i Europa.

De letgenkendelige grønne og orange busser har også gjort deres indtog i Danmark, og det er med en sådan fart, at der allerede på andet år er overskud.

Det fremgår af selskabets regnskab, der netop er offentliggjort. Her står sort på hvidt, at den danske afdeling er lykkedes med at vende etableringsårets resultat på et underskud på 52 millioner kroner til et overskud på knap 900.000 kroner.

'Selskabet bevæger sig fra opstartsfasen på det danske marked til en mere moden fase, som stadig kræver investeringer i forretningsudvikling, drift og markedsføring,' skriver Flixbus-ledelsen i regnskabet.

Flixbus har efter blot to år i Danmark overskud. Arkivfoto
Flixbus har efter blot to år i Danmark overskud. Arkivfoto Foto: MAURITZ ANTIN
Vis mere

Flixbus startede busserne op i Danmark i 2017 og begyndte at fragte danskere over Storebælt.

Det skete efter at have indledt partnerskab med busselskabet Abildskou, der længe har kørt mellem Aarhus og København.

Konkurrenterne fra Rødbillet blev siden opkøbt.

Flixbus offentliggør i regnskabet ikke sin omsætning i Danmark. Det fremgår dog, at det er ledelsens forventning, at omsætningen i 2019 vil stige med 10 til 15 procent.