TV2's bestyrelsesformand Jimmy Maymann skal fremover sideløbende være direktør i selskab AirHelp, der jager kompensationer fra flyselskaber.

Maymann, der hidtil har været formand for bestyrelsen i AirHelp, bytter plads med grundlægger Henrik Zillmer, der i stedet bliver bestyrelsesformand.

Jimmy Maymann har tidligere haft succes i mediebranchen i USA. Her har han været direktør for netmediet Huffington Post og med i ledelsen hos internetudbyderen AOL.

Han blev i marts sidste år hentet ind som formand for bestyrelsen i det statsejede TV2. Her fik til opgave af daværende kulturminister Mette Bock (LA) at gøre tv-stationen klar til salg.

Salget blev få måneder efter skrottet.

AirHelp hjælper flypassagerer med at få kompensation i tilfælde af aflysninger og forsinkelser og andre omstændigheder, hvor passagererne har ret til det.

Hvis passagererne får kompensation, tager AirHelp en andel som tak for hjælpen.

/ritzau/