Corona-krisen har blandt andet betydet, at rejsebranchen er kollapset, mens flytrafikken mere eller mindre holder stille.

Og efterhånden er det svært at finde plads på landjorden til alle de fly, der ikke er i luften. Det skriver Dagens Næringsliv.

Singapore Airlines er et af de selskaber, der har fundet nye steder at parkere nogle af deres fly. De har således fløjet fire af deres Airbus A380 Superjumbo-modeller til den australske Simpson-ørken.

Airbus A380 Superjumbo er verdens største passagerfly. Ud af selskabets 200 fly er kun 10 af dem på vingerne for tiden.

Martin Sylvest

Singapore Airlines er ikke de eneste, der parkerer fly i Australien. Ifølge branchebladet Traveller står der fly for 35 milliarder kroner i ørkenen.

Flysikkerhedsanalytiker Hans Kjäll siger til det svenske medie Dagens Nyheter, at fly højst kan lagres i to år.

»Længere tid end det bliver de til skrot.«

Han tilføjer, at de kun kan lagres i to år, hvis de undervejs vedligeholdes godt.

Derudover siger Hans Kjäll, at der en bestemt årsag til, at så mange flyselskaber vælger at parkere i den australske ørken.

»Man vil gerne parkere, hvor det er tørt for at undgå fugt.«

Den internationale flyorganisation (IATA) opgjorde i starten af april, at omkring 10.000 fly var parkeret, men få uger senere var antallet steget til 17.000.

Inden coronakrisen var flyselskaberne med presset konkurrence nødt til konstant at have flyene på vingerne for at kunne tjene penge på driften.