Tusinder af aarhusianere lå fredag morgen i kø for at få del i det, som Elgiganten selv kalder 'gigantiske køtilbud' i forbindelse med åbningen af et nyt varehus i Skejby nord for Aarhus.

B.T. har mødt nogle af dem, der har ligget i køen siden tirsdag morgen for at købe et fjernsyn til én krone.

»Vi er her bare for sjov, og så skal vi have et tv til os begge,« siger 21-årige Omar Hassan, der går i 3.G på HTX i Aarhus.

Dog har han ikke været i skole de seneste dage for at være i køen.

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

Der er slået et telt op foran indgangen til de overnattende kunder. Bag teltdugen bliver man ramt af en tyk luft, som bedst kan beskrives som lugten af et teenage-værelse, hvor der ikke er blevet udluftet i flere dage.

Her har flere hundreder overnattet, og særligt er yngre mænd stærkt repræsenteret. Heriblandt de to 15-årige drenge Valdemar og Anders, der har ventet i køen siden onsdag.

De fortæller, at tiden i teltet har været 'megahyggelig', da de har brugt tiden på at spille kort, se film og snakke.

Tomme juicekartoner, liggeunderlag og chipsposer ligger spredt på fliserne i teltet. Mens der ikke har været tændt for varmen først på ugen, har der været tændt for den natten til fredag.

Osama el Saadi .
Osama el Saadi . Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

»Det var megakoldt den første dag, der var ikke noget varme herinde,« siger 20-årige Osama El Saadi, der har haft en seng og en sovepose med.

Fredag morgen var teltet fyldt op til randen af forventningsfulde forbrugere, mens køen fortsatte op ad vejen flere hundrede meter.

»Der har været tryk på, og mange tusind har stået i kø,« siger adm. direktør i Elgiganten, Peder Stedal, der desuden fortæller, at 150 medarbejdere fra hele landet er kaldt ind.

Da klokken slog 07:00, åbnede dørene ind til forbrugsfesten, som til forveksling kan minde om det amerikanske fænomen, der også er nået til Danmark, nemlig ‘Black Friday’.

Amerikansk så det ud med den dekorerede indgang af farverige balloner og direktøren i midten, der klippede det røde bånd, inden Omar Hassan og Osama El Saadi som de første kunder kunne træde ind til en klapsalve fra medarbejderne.

Og selvfølgelig gik turen for Omar Hassan direkte hen til tv-afdelingen, hvor han fik sit tv.

»En krone! Det er mega dejligt,« udbryder han, da han står med det i hænderne.

Skal du hjem og sætte det op i dag?

»Nej, jeg skal hjem, sove og ligge i min seng og slappe helt af.«

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere