I årsregnskabet for 2017 leverer Tryg en bundlinje, der mindede meget om resultatet i 2016.

København. Forsikringskoncernen Tryg kom ud af 2017 med et fornuftigt resultat uden de store dikkedarer.

Det viser selskabets regnskab, der er blevet offentliggjort tirsdag morgen.

Tryg landede et resultat før skat på 3,2 milliarder kroner i 2017, og det minder meget om resultatet for 2016, som her lå 19 millioner kroner lavere.

Det forsikringstekniske resultat endte på 2,8 milliarder kroner. I 2016 leverede Tryg, der er Danmarks største forsikringsselskab, 2,6 milliarder kroner på samme post.

Årsresultat vækker glæde hos ledelsen, fortæller administrerende direktør Morten Hübbe i regnskabet.

- Vi fortsætter med at have en positiv vækst for hele koncernen, der igen primært er båret af den danske privatforretning.

- Og så glæder vi os over, at vi for første gang i mere end ti år på samme tid ser en positiv kundeudvikling for forretningsområderne Privat og Erhverv i alle nordiske lande, siger han.

Til gengæld opnåede selskabet ikke det samme investeringsafkast som sidste år.

Afkastet endte på 527 millioner kroner mod 987 millioner kroner sidste år. Det var dog nogenlunde som ventet. Ifølge Ritzau Estimates forventede man et investeringsafkast på 555 millioner kroner.

I december kunne Tryg fortælle, at man opkøber forsikringsselskabet Alka for en samlet købesum af 8,2 milliarder kroner.

Hos Sydbanks vurderer man, at regnskabet er helt i tråd med, hvad Tryg selv havde regnet med.

- Hvis man ser på Trygs egne estimater, så rammer de på resultaterne inden for skiven. Jeg synes, at de ting, der skal være på plads i regnskabet, sådan set er på plads, siger analytiker Mikkel Emil Jensen til Ritzau Finans.

Handlen forventes gennemført i første halvår 2018 og har derfor ikke haft påvirkning på regnskabet for 2017.

/ritzau/