I Danmark er det ledende danske aktieindeks, C25, åbnet 2,7 procent lavere.

København. Børserne i Europa er åbnet med røde tal torsdag. Det danske eliteindeks, C25, falder med 2,7 procent, mens børsen i Oslo er åbnet 3 procent lavere. I Stockholm er faldet på 1,7 procent.

Det skyldes ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank aggressive kommentarer fra USA's præsident, Donald Trump, om den amerikanske forbundsbank, Federal Reserve.

- Det sømmer sig ikke for en præsident at anfægte de beslutninger, der bliver taget i forbundsbanken.

- Det bliver investorerne nervøse over, for det viser, at Trump ikke fuldt ud har forstået spillereglerne på de finansielle markeder, siger han.

Onsdag var Trump ude med riven efter den politisk uafhængige amerikanske centralbank.

Flere medier kunne berette om, at han til journalister sagde, at "Fed (Federal Reserve, red.) er blevet tosset".

Det var således ikke handelskrigen, men centralbanks rentestigninger, som onsdag gav de amerikanske aktier det største fald siden februar, mente han.

Senioranalytiker Mikael Olai Milhøj fra Danske Bank peger på, at Trump har brug for en syndebuk, hvis økonomien vender:

- Hvis vi begynder at se økonomien vende rundt, så har Trump brug for en syndebuk, og her er det belejligt at kritisere den amerikanske centralbank.

- Man kan egentlig også godt sige, at den amerikanske centralbanks rolle er at være boksepude for politikerne, skriver han i en kommentar.

Torsdag har det amerikanske fald altså forplantet sig til Europa.

Ifølge Jacob Pedersen skyldes det også en frygt blandt investorerne for højere renter i USA, hvilket er med til at gøre aktier mindre attraktive på bekostning af obligationer:

- Og så er det med til at fremhæve, at efter 10 år, hvor penge næsten har været gratis at komme i nærheden af, hvor renter har været ultralave, så skal man til at betale noget for penge, vurderer han.

/ritzau/