Bestseller-grundlæggeren og mangemillionæren Troels Holch Povlsen har solgt sin andel af 'Hay'.

Det betyder, at den kendte designvirksomhed nu er fortrinsvis amerikansk ejet.

Hovedkontoret forbliver dog i Horsens, oplyser Hay til Horsens Folkeblad.

Troels Holch Povlsen stiftede 'Hay' tilbage i 2002 sammen med Rolf og Mette Hay. Ifølge en pressemeddelelse har Bestseller-stifteren solgt sin tredjedel af designvirksomheden for cirka 78 millioner dollars, hvilket svarer til lidt over en halv milliard kroner.

Andelen er blevet solgt til den amerikanske møbelproducent Herman Miller, som også købte 33 procent af virksomheden tilbage i 2018.

Det betyder, at Herman Miller nu ejer 67 procent af virksomheden, mens Rolf og Mette Hay stadig ejer de resterende 33 procent.

»Siden lanceringen af Hay i Nordamerika i 2018 har vi oplevet betydelige fremskridt, blandt andet med opstart af lokal produktion og åbning af tre amerikanske Hay-butikker. Jeg er så stolt af den design-tilgang, Hay har bragt til vores eksisterende palet af spændende mærker,« siger Herman Millers administrerende direktør, Andi Owen, i pressemeddelelsen.

'Hay' er kendt for sine skandinaviske designmøbler og havde i sit seneste regnskab en omsætning på knap 1,1 milliarder kroner.