Selvom Danmarks Statistik fortæller, at bruttonationalproduktet er vokset med 0,5 procent i tredje kvartal, står tilbagegangen og venter lige rundt om hjørnet.

Det skriver Finans.

Det er godt gået, taget i betragtning af, at de dårlige nyheder har stået i kø i den periode, mener cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, Niklas Praefke.

Bruttonationalproduktet er den samlede værdi af et lands varer og tjenesteydelser, minus værdien af de anvendte råstoffer.

Men ifølge de danske økonomer kommer det nok til at gå ned ad bakke herfra for dansk økonomi.

Ifølge Nykredits cheføkonom, Palle Sørensen, ligger målingen i tråd med Nykredits egen vurdering.

Men Palle Sørensen forventer alligevel, at aktiviteten falder i fjerde kvartal i år og første kvartal i det nye år, og dermed ender dansk økonomi i en teknisk recession.

Også Dansk Erhverv forventer, at Danmark bliver ramt af en recession i løbet af årsskiftet.

»Den høje inflation kommer til at gøre ondt på dansk økonomi, fordi den trækker købekraft ud af forbrugerne. Samtidig vil de højere renter, som centralbankerne indfører for at få kontrol over inflationen, få lagt en dæmper på blandt andet boliginvesteringer. Dertil bliver dansk eksport ramt af, at vækstudsigterne er aftagende på flere vigtige danske eksportmarkeder,« fortæller Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv, til Finans.