Danske Green Hydrogen Systems (GHS) kæmper med millionunderskud, men alligevel bragede aktien op fredag.

Investorernes interesse sendte i løbet af formiddagen den danske virksomheds aktier op med 30 procent, skriver Jydske Vestkysten. Aktien endte med en stigning på 16,27 procent, da markedet lukkede kl. 17.

Den voldsomme interesse for GHS-aktien fulgte i kølvandet på en pressemeddelelse fra virksomheden.

Her oplyste GHS, at man har leveret elektrolyse-anlæg til to kunder i december 2022, samt at man i fjerde kvartal 2022 har modtaget tre elektrolyseordrer på i alt 2,25 MW. De skal efter planen leveres i år.

(ARKIV) C25-indekset ser største fald siden coronapandemien udbrød. Det skriver Ritzau, mandag den 9. maj 2022.. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) C25-indekset ser største fald siden coronapandemien udbrød. Det skriver Ritzau, mandag den 9. maj 2022.. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix/Arkiv
Vis mere

GHS udvikler elektrolyseanlæg til at producere grøn brint.

Virksomheden blev grundlagt i 2007 og blev børsnoteret i 2021. De første mange år blev brugt på udvikling, og først i 2017 blev der lanceret en kommerciel platform. Samtidig begyndte antallet af medarbejdere for alvor at vokse.

Ifølge Jydske Vestkysten har virksomheden længe kæmpet med store underskud.

I det nyeste halvårsregnskab på 2022 budgetterede virksomheden med et underskud på den primære drift i størrelsesordenen 235-255 millioner kroner.