Trods adskillige klager og politianmeldelser, tyder noget på, at elselskabet Go Strøm stadig forsøger at kapre kunder.

Og det er til stor frustration for dem, der sidder i den anden ende af røret.

En af dem er Leif Erdmann. Så sent som i tirsdags blev han ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra hans elselskab.

»Jeg lurede hurtigt, at der var noget galt. Og da jeg konfronterede ham med det, smed han røret på,« siger han og fortsætter:

»Efterfølgende ringede jeg til mit elselskab og de kunne bekræfte, at det ikke var dem, der havde ringet til mig. De fortalte mig, at flere havde oplevet samme type opkald.«

Den historie kan Jens Planck Schmidt også nikke genkendende til.

Tidligere på måneden blev han også ringet op af en medarbejder, som han senere fik bekræftet – fra Go Strøm selv – var ansat ved dem.

»En mand fortæller mig, at han arbejder for et faktureringsselskab ved navn Go Strøm, der samarbejder med mit elselskab. Og at de ringede for at hjælpe mig med, at udfylde en rubrik rigtigt, så jeg kunne spare 100 kroner om måneden,« siger Jens Planack Schmidt og fortsætter:

»Jeg kunne mærke der var noget galt, så jeg ringer til mit elselskab og får bekræftet, at de ikke har et eksternt faktureringsselskab. Så jeg ringer til Go Strøm og beder om en samtale med den marketingsansvarlige.«

Her er mailen Jens Planack Schmidt modtog fra en medarbejder i Go Strøm.
Her er mailen Jens Planack Schmidt modtog fra en medarbejder i Go Strøm. Foto: Screenshot af mail
Vis mere

Modtagelsen af den mundtlige klage insisterede han på at få på skrift. Samme dag modtag han en e-mail, der bekræftede opsigelsen af den pågældende medarbejder:

»Jeg beklager virkelig meget den oplevelse, du har haft med en direkte løgnagtig sælger, som desværre er ansat til at løse en opgave for os,« står der ydermere i den mail, Jens Plack Schmidt modtager fra en medarbejder hos Go Strøm.

Dette sker vel og mærke før, Leif Erdmann modtager sit opkald.

Elselskabet Ewii oplyser til B.T. at det efterhånden er hver dag, at de modtager henvendelser fra kunder, der angiveligt bliver forsøgt vildledt.

»Der er nogen, der ringer og udgiver sig for at være os. Det er langt fra første gang, det sker – der har været adskillige aktører, der har opereret med lignende metoder,« fortæller Lars Bonderup Bjørn, der er administrerende direktør i Ewii.

»Vi kan ikke se, hvor kunderne bliver tvangsflyttet hen, men flere ringer ind til os i øjeblikket og fortæller, at de er blevet tvangsoverflyttet til Go Strøm.«

Hos brancheorganisationen Dansk Energi er man også opmærksomme på problemet.

»Det er et stort problem, at der er selskaber, som ikke opererer inden for reglerne, for det sætter skår i tilliden til branchen. Hos vores medlemmer fylder det rigtig meget,« skriver Martin Dam Wied, der er branchechef i Dansk Energi, til B.T.

De bekræfter desuden, at elselskabet Go Strøm ikke er medlem hos dem.

Forbrugerombudsmanden, der står bag politianmeldelsen af Go Strøm, oplyser i en pressemeddelelse, at de fortsat modtager klager over firmaet. Heller ikke de mener altså, at politianmeldelsen har sat en stopper for problemet.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Go Strøm. Det har ikke været muligt.