Bilbranche kræver lynaftale om registreringsafgift, fordi salget går i stå. Men 2017 overgår rekordåret 2016.

København. I flere uger har de danske autoforhandlere advaret om, at salget af biler er gået helt i stå, og at de kan blive nødt til at fyre folk, fordi politiske forhandlinger om en ny registreringsafgift endnu ikke er på plads.

Men trods vigende salg i de seneste uger gik det så godt for bilforhandlerne i årets første seks måneder, at der stadig er solgt flere biler i år end på samme tidspunkt i rekordåret 2016.

Det viser en opgørelse, som De Danske Bilimportører har lavet for Radio24syv.

Fra 1. januar til den 16. september i år var der indregistreret 159.169 personbiler i Danmark. I samme periode sidste år var tallet godt 600 lavere, nemlig 158.551 biler.

16. september indrykkede Autobranchen Danmark annoncer i danske dagblade, hvor man advarede om fyringer, hvis man ikke fik en hurtig aftale om at sænke registreringsafgifterne.

"I overmorgen begynder det at koste arbejdspladser", stod der blandt andet i annoncen, hvor man også bad politikerne "passe jeres arbejde", så "mekanikere, autolakerer og bilsælgere kan beholde deres arbejde".

Udsigt til lavere afgifter får danskerne til at udskyde bilkøb, lyder forklaringen.

Radio24syv har spurgt Autobranchen Danmark om, hvordan krisen kan være så overhængende, når bilsalget i år samlet set ligger over sidste års rekordsalg.

- Det skyldes et meget stærkt første halvår, men det er stoppet meget brat op, siden regeringen annoncerede, at man vil ændre registreringsafgiften, siger politisk chef i Autobranchen Danmark, Frank Korsholm til Radio24syv.

- Siden er salget faldet med omtrent 40 procent, siger han.

De politiske forhandlinger om registreringsafgiften går nu ind i sin fjerde uge.

Striden står mellem regeringen, der ønsker en flad registreringsafgift på 100 procent for alle biler uanset pris. Mens Dansk Folkeparti vil have en afgift, som er udregnet efter, hvor sikker og miljøvenlig bilen er.

/ritzau/